Gå til hoved indhold

De danske uddannelses- og forskningsbiblioteker har forhandlet en ny aftale hjem med forlaget Wiley, der sikrer fuld læseadgang til Wileys tidsskrifter og gratis og umiddelbar adgang (Open Access) til de artikler, der udgives af forskere på de institutioner, som er omfattet af aftalen.

Aftalen er den anden af sin art i Danmark og lig aftalen indgået med Elsevier i 2021, gælder aftalen med Wiley for en fireårig periode dvs. fra 2022-2025.

Aftalen betyder, at forskere ved UCN ikke skal betale et APC-gebyr ved publicering i de omfattede hybridtidsskrifter. Derudover bevarer forfatteren copyright (artiklen publiceres med CC-BY licens).

Det er dog ikke alle tidsskrifter, der er omfattet af aftalen. Ved publicering i Gold Open Access-tidsskrifter skal der som sædvanligt betales et publiceringsgebyr (APC) for at kunne publicere en artikel som Open Access.

Læs mere om aftalen med Wiley

Hvordan publicerer jeg hos Wiley?

For at få gebyret til Open Access dækket af aftalen skal følgende være opfyldt:

  • Artiklen skal være accepteret at tidsskriftet mellem 1. januar 2022 og 31. december 2025.
  • Artiklen skal være en forskningspublikation af typen: Research article, review article, case study, protocol/method, commentary, data article, perspective, short communication eller lignende.
  • Eksempler på artikeltyper undtaget fra aftalen er: Editorial, correspondence, profile, opinion, introduction og abstract.
  • Corresponding author skal være affilieret til UCN eller en anden institution, som er omfattet af aftalen.
  • Corresponding author skal vælge at publicere Open Access, når artiklen bliver accepteret i et af tidsskrifterne, som er omfattet af aftalen.
  • Artiklen (published version) bliver umiddelbart tilgængelig Open Access.
  • Artiklen (published version) kan arkiveres i UC Viden uden en embargoperiode.

Wileys Open Access-betingelser for udgivelse af artikler følger normal udgivelsesproces hos Wiley.

Det er først ved godkendelse af accepteret artikel, at du som forsker guides igennem betingelser for godkendelse af aftalens Open Access-betingelser. Første skridt er at vælge din institution fra listen for at bekræfte din affiliering (tilhørsforhold). Dernæst vil du blive præsenteret for muligheden at publicere open access uden APC-gebyr og med en CC-BY licens tilknyttet din artikel.